You are here

2017: Fordobling i brug af lokaler

Af Kathrine Krone
  • Forår Byens hus

    Fotograf: Lars Elmsted

    Antallet af lokalebookinger i foråret tyder på et travlt efterår i Byens hus

Byens hus er inde i en positiv udvikling når det kommer til antallet af lokalebookinger. Hvis udviklingen fortsætter, vil tallet nå op på 1.900 i 2017

Byens hus er godt i gang med at fordoble belægningsgraden på bare et år. Aktiviteten i de første fire måneder af året tyder på at huset runder 1900 bookinger i 2017. I 2016 var der 900 bookinger – altså er der mulighed for en fordobling fra 2016 til 2017.

Tredobling af offentlige møder

Endnu mere markant er stigningen i antallet af offentlige arrangementer, der afvikles i huset. I 2016 husede Byens hus 169 møder og arrangementer, der var åbne for alle kommunens borgere. I de første fire måneder af 2017 er tallet allerede 190. Hvis tendensen fortsætter kan det i 2017 ende med over 500 offentlige møder og arrangementer i Byens hus. Altså næsten en tredobling fra 2016 til 17.

”Nu er året jo langt fra omme. Der kan nå at ske meget. Men jeg tolker den foreløbige udvikling som et udtryk for, at vi dels er et godt sted at komme i dialog med andre, og at vi samtidig er blevet kendt i en mere bred kreds”, siger Kathrine Krone Laurent, der er leder af Byens hus.

Mange nye ansigter

Byens hus har huset mange forskellige arrangementer fra nørdede brætspilsaftener og et frø-byttemarked til lektiecafé og en bred vifte af politiske møder. Og ifølge Kathrine Krone Laurent kommer der hele tiden nye ansigter til. Den ene dag er det et netværk, der holder deres første møde. Den næste en etableret gruppe, der afholder et offentligt arrangement, fx i forbindelse med den landsdækkende kampagne ”Danmark Spiser Sammen”.

”Det er fantastisk at opleve og høre historier fra brugerne om hvordan huset transformerer sig fra dag til aften og har vidt forskellige gæster fra uge til uge. Unge og gamle, med forskellige fagligheder og ståsteder i livet. Forskelligheden og tiltrækningen af nye ansigter er noget vi har stor fokus på at understøtte, selvom der selvfølgelig også er plads til gengangere.” siger Kathrine Krone Laurent

Tal for 2016 og 2017

I 2017 har der – til og med 30. april – været 652 bookinger. Heraf var de 190 offentlige møder og arrangementer. Af dem blev de 51 afholdt i Den Gamle Byrådssal. I hele 2016 var der 900 bookinger. Heraf var de 169 offentlige møder og arrangementer. Af dem blev de 94 afholdt i Den Gamle Byrådssal. 

”Bær over med os"

Man kan efterspørge et lokale via Byens hus hjemmeside, men på grund af den store efterspørgsel skal man forberede sig på lidt længere svartid end tidligere. Derudover kan Den Gamle Byrådssal desværre ikke bookes fra 3.juli til 15. oktober pga. restaurering, men det er en helt anden historie.

”Vi har få, men meget dedikerede medarbejdere. Sammen med et godt bookingsystem er det den altafgørende grund til, at vi ikke er blevet løbet over ende indtil nu. Men jeg håber, at folk vil bære over med, at vi ikke svarer på alle henvendelser lige med det samme,” siger sekretariatets leder Kathrine Krone Laurent

Normalt lover Byens hus at vende tilbage indenfor 24 timer, men fremover vil der gå længere tid. Haster det, så kan man ringe alle hverdage mellem 10 og 12.

Tag kontakt – sådan:

Du kan få en rundvisning hver onsdag kl. 16.30

Du kan læse om Byens hus her

Du kan booke et lokale her

Du kan ringe: alle hverdage 10-12: 46 31 51 99

Du kan komme forbi og tale med os: onsdage kl. 10-17

 

 

Dato: 21. Maj 2017

Senest opdateret:

21. Maj 2017

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik