You are here

Demokrati Fitness - styrk dit mod!

Af Byens hus
  • Billede af deltagere til online Demokrati Fitness træning d. 17.02.21

    Glade deltagere der har trænet deres Demokratimuskler, sammen - hver for sig

Corona isolationen skal ikke forhindre os i at holde vores demokrati-form ved lige - træn din modmuskel med Byens hus, den 18 marts

Når vores modmuskel er svag, tør vi ikke stå op for os selv eller andre - hvilket er vigtigt i et demokrati.Vi kan ikke mødes fysisk, men vi kan stadig træne vores demokratimuskler sammen! Det kræver ikke fysisk aktivitet, men det kan stadig give sved på panden - så træn med når modet styrkes og bliv bedre til hverdagsdemokrati i en coronatid – intet mindre. 

Hvornår foregår det?

Torsdag den 18 marts kl. 19.30 - 20.30, hjemme ved dig selv. Det eneste du har brug for, er en computer med internetforbindelse, og lysten til at udfordre dit mod.

Vil du træne med?

Det er gratis at deltage, men der er kun plads til 20 deltagere, så skynd dig at tilmelde dig til Demokrati Fitness via Billetto 

Hvad er Demokrati Fitness?

Demokrati er ikke noget vi bare kan. Demokrati Fitness hjælper dig med at træne dine demokratimuskler, så du bliver bedre til at deltage i demokratiet. Ved hjælp af simple, aktive og sjove øvelser, er Demokrati Fitness med til at styrke nogle af dine demokratimuskler, så du aldrig glemmer dem igen. 

Hvordan foregår Demokrati Fitness?

Træningen tager kun 30 minutter og alle mellem 15 og 95 år kan være med. Det er både sjovt og lidt udfordrende – for ellers bliver vores demokratimuskler jo ikke stærkere. Du bliver trænet af to uddannede Demokrati Fitness trænere, som fører dig trygt og roligt igennem en række øvelser, hvor du både skal reflektere selv og være i dialog med andre.

Denne træning foregår via Zoom, og alle tilmeldte får et link før træningen går igang. 

Modmusklen

Demokrati handler om aktivt at tage stilling og at stå ved vores valg. Det er nødvendigt at styrke modmusklen, fordi at vi i et demokrati ikke skal være bange for at sige vores mening eller kæmpe for vores sag. Når du er modig, kan du være med til at gøre en forskel for de ting eller mennesker, som du tror på og holder af.

Du kan være modig på mange måder; det kan være synligt eller i det skjulte, det kan være højtråbende eller tankefuldt. Når vi er modige får det os generelt til at føle os godt tilpas.

Det kan handle om at overvinde, fx frygt eller lavt selvværd. At finde troen på os selv, vores sag og turde kæmpe for den.

Dato: 02. Marts 2021

Senest opdateret:

02. Marts 2021