You are here

2950 bookinger i 2019 – hvad siger brugerne?

Af Byens hus
I 2019 er der booket lokaler i Byens hus 2950 gange. Det er 22 procent flere end sidste år. 252 af bookingerne har været til offentlige arrangementer, men hvad siger I, der bruger Byens hus egentlig om huset?

I anledning af årets afslutning deler vi her det takkebrev, som vender sig til deltagerne af forårets brugerundersøgelse. Heri fremgår det nemlig, hvad 99 brugere har fortalt om Byens hus Roskilde. 

 

Tak fordi du gjorde os klogere

Vi skriver til dig for at sige tusinde tak, fordi du deltog i forårets brugerundersøgelse i Byens hus Roskilde.

Formålet var at finde ud af, hvordan Byens hus bliver brugt, og hvad I, der bruger det, synes gør huset til noget særligt. Vi fik 99 besvarelser, hvilket ikke er så meget, når man tænker på at huset bliver brugt af flere hundrede mennesker hver uge. Men svarene er stadig interessante.

 

Hvordan bruges huset?

Vi fandt ud af at mange af jer bruger Byens hus som en del af en gruppe. I var fx flere, der angav forskellige varianter af :”Vi bruger huset til at mødes i og gøre vores fællesskab stærkere.”

Mange af jer benytter jeres egne netværk, men også vores facebookside og hjemmeside til at finde ud af hvad, der foregår i Byens hus. Bliv ved med det. Og husk også at holde øje med månedsplakaten, som siden september har samlet alle de offentlige arrangementer, der foregår i huset. I 2019 blev det samlet set til 252.  

 

Mere synlige husværter

21 (%) af jer svarede, at I ikke ved, hvem husværterne er. Derfor bestræber vi os på at gøre husværterne mere synlige. Vi har fx hængt telefonnummeret til husværten op i alle lokaler. Måske har du også lagt mærke til, at der hænger en tavle med billede af ”dagens husvært” ved indgangen til Byens hus. Husværten har opsyn med huset og de offentlige toiletter på Stændertorvet man-lør 8-21 og søndag 10-16. Du kan fange ham eller hende på 20534805, hvis du er i tvivl i dette tidsrum. Men husk også, at vi i Byens hus har et fælles ansvar for at få hverdagen til at glide.

 

For Alle. Fælles Ansvar. Bare Spørg.

Vi siger at Byens hus er For Alle. Vi har et Fælles Ansvar. Og har du et spørgsmål eller en idé, så: Bare Spørg. I besvarelserne kan vi se at rigtig mange af jer oplever, at andre tager medansvar. Og det er faktisk nok den vigtigste grund til at de 3.000 m2 moderne medborgerhus kan holde åbent hver dag – året rundt.

Udfordringerne handler ofte om, at man ikke kan komme ind, finde det lokale man skal være i, at der er støj eller spørgsmål omkring bookinger af lokaler. Vi arbejder kontinuerligt på at gøre oplevelsen af Byens hus endnu bedre på disse områder. Fx forsøger vi lige nu at gøre hjemmesiden www.byenshusroskilde.dk mere overskuelig, og så drømmer vi om at alle, der booker, læser deres bekræftelsesmail grundigt ;o)

 

Mere hjælpsomhed og hygge

For at sikre, at endnu flere føler det fælles ansvar, har vores husværter ekstra fokus på at være synlige og vejlede til høflig hjælpsomhed. I 2020 vil vi også gerne gøre mere for det sociale samvær på tværs i huset. Hvis du vil høre mere om det eller bidrage, kan du skrive til husvært Rie.    

 

God energi omkring mad

Over halvdelen af jer (58%) synes det er en fantastisk ide at lave et madværksted. Derfor er vi er i fuld gang med at sætte fokus på mulighederne i køkkenet i lokalet Under Gulvtæppet. Måske var du med til fællesspisningen i forbindelse med Golden Days? Eller hvad med Skraldemiddagen på Green Friday? Hvis du selv ønsker at arrangere en offentlig fællesspisning, så er du velkommen at kontakte os for sparring.  

 

Det særlige er: beliggenhed

Det der oftest fremhæves som noget særligt ved Byens hus er beliggenhed, lokalerne og at huset er for alle. Mange har angivet muligheden for at teste ting af, som noget særligt ved Byens hus. Som én formulerede det:” Jeg har oplevet stor gæstfrihed, åbenhed og opmuntring - selvom man er igang med noget, som er "anderledes"”. Det er vi på sekretariatet særligt stolte af, fordi vi arbejder på at huset altid er ”et godt sted at starte” og ”et trygt sted at teste”.

 

Tak fordi du har brugt Byens hus i 2019

Vi glæder os til at se hvad 2020 byder på

 

Dato: 20. December 2019

Senest opdateret:

20. December 2019