You are here

Byens hus er genåbnet!
Af Kathrine Krone Laurent, sekretariatsleder
  • ingang til byens hus

    Velkommen indenfor igen

Færre folk i lokalerne, ekstra meget håndvask og begrænset brug af køkkenerne. Men værdierne er de samme: For alle/Fælles Ansvar/Bare Spørg!

Det er blevet muligt at genåbne Byens hus med fælles ansvar for glæden, afstanden og håndhygiejnen. Det er virkelig fedt! Herunder giver leder af Byens hus Kathrine Krone Laurent forhåbentlig svar på de fleste af dine spørgsmål. Ellers må du endelig ringe til husværterne på 20534805, de vil forsøge at hjælpe dig på vej.

Brug lidt ekstra tid på lån af lokaler

Du kan lave en lokaleanmodning  i bookingsystemet fra i dag fredag den 29. maj kl. 16.30. Du vil dog først kunne forvente svar i løbet af tirsdag den 2. juni, fordi mandag er 2. Pinsedag. Mødet eller arrangementet kan tidligst foregå onsdag den 3. juni kl. 8.00. Der vil være en del nye informationer, så sæt gerne lidt ekstra tid af, når du booker første gang. 

Ind den ene vej - ud den anden

Personalet har været i kontakt med Roskilde Kommunes hygiejne team og fået en masse gode råd. Derfor vil du også opleve indgang og udgang er ensrettet. Dette gør vi for at sikre at vi kan holde afstand på trapperne. Der vil være skiltning og pile, som forhåbentligt vil gøre det tydeligt og simpelt at bevæge sig rundt i huset, men sig endelig til, hvis noget ikke fungerer efter hensigten - vi er ikke blege for at lave noget om løbende.

Nye max antal og god Corona stil

Alle lokaler i huset er blevet opmålt, og der er anført nye max antal på hvert lokale,. Her på hjemmesiden kan du se det under lokalerne (normalt antal/Corona antal). Det er vigtigt at I ALDRIG er flere end det "Corona antal" som er angivet. For at hjælpe har husværterne opstillet borde og stole på en måde, som gør det let at holde 1-2meters afstand, både når man bevæger sig rundt i lokalerne og sidder derinde. Som arrangør er det vigtigt at du informerer deltagerne om, hvordan vi tager et fælles ansvar for den gode Corona-stil i Byens hus.  

God Corona-stil info til deltagerne

Du kan fx downloade denne

 og sende ud til dine deltagere inden mødet. På den måde ved de lidt om, hvordan tingene foregår og kan forhåbentlig føle sig trygge ved at deltage.

Rengøring og håndhygiejne

Rengøringspersonalet og husværterne rengør kontaktpunkterne om morgenen før 8.00 og omkring kl. 13.00. Men du og dine deltagere skal huske at vaske eller spritte hænder ofte. Og da der kan være mange forskellige grupper igennem huset på en dag skal du også overveje, om du som arrangør vil gøre en ekstra indsats. Særligt hvis nogle af dine deltagere er i risikogruppen. Kontakt husværterne på 20534805, hvis du fx vil have en spand med vand og sæbe til borde og stole eller har andre ideer eller spørgsmål. 

Begræns din brug af køkkenet

Et af de steder vi oftest mødes i Byens hus er i de små men hyggelige køkkener. Her har du måske været vant til at brygge en kop kaffe eller tanke noget vand og anrette lidt snacks. Fremover bliver vi nødt til at se lidt anderledes på det. Et fælles køkken er nemlig - desværre - også et sted med rigtig mange håndtag , eller det man for tiden kalder "kontakt-punkter". Det vil derfor være godt, hvis du og dine deltagere begrænser brugen af køkkenet mest muligt fx ved at medbringe personlig forplejning.

Alt bliver godt igen

Vi håber I vil tage godt imod de små men vigtige ændringer af vores fælles hverdag i Byens hus. Og lad os huske glæden og stadig smile, hilse og spørge til hinanden, når vi mødes.

Jeg glæder mig helt vildt til at se jer i Byens hus fra på onsdag!

KH Kathrine

Dato: 29. Maj 2020

Senest opdateret:

04. Juni 2020